Behandles med enurese alarm

Enuresis alarm (sengevædningsalarm, sengevådealarm)

"Han blev tør på to uger"

 

Afbrudt nattesøvn. Vaskemaskiner, der kører for problemfrit. Vanskeligheder for barnet at sove væk. Sådan ser hverdagen ud for mange forældre til børn, der ikke er tørre. Sådan var det med Carin og hendes familie. I dag er hendes søn elleve år. Han har været tør i et år nu.

 

 

Floorball og orientering. Fodbold. Job og familie. Hus. Carin, 43, har travlt i løbet af dagen. Om natten da? Nå, så sover Carin og resten af ​​familien. I dag. Det var ikke tilfældet før. Da sønnen var seks år, tissede han stadig i sengen. Ikke nogle gange. Uden hver nat. En eller to gange. Situationen fik Carin og hendes mand til at henvende sig til plejen, hvorefter de blev henvist til en børnelæge. Her fik de at vide, at deres sag ikke var en prioritet.

- Man troede, at han stadig var så lille. Derefter gik vi til en privat børnelæge med erfaring med sengevædning. Her gik det bedre, og vi fik ordineret Minirin - et lægemiddel, der reducerer kroppens urinproduktion. Men behandlingen gav intet resultat. Der skete ikke noget, siger Carin.

Nataktiviteterne fortsatte. De forsøgte deres bedste med forskellige former for underlag for at undgå at vaske madrasserne hver dag. Ugerne gik. Blev til måneder. År.

- Vi var forsigtige med ikke at stifte gæld. Han kunne ikke lade være med at vågne. Samtidig var det selvfølgelig et stressende år for os alle. At være rolig og vise forståelse, når du vågner midt om natten. Hver nat. Det var hårdt.

Omkring tre år efter forsøget med Minirin modtog de en ny henvisning til en børnelæge, og Karins søn ville snart være ti år gammel.

- Nu blev vi anbefalet at behandle med sengevædningsalarmer. Sagt og gjort. De valgte en lille, trådløs enuresisalarm, hvor sensoren er fastgjort til bukserne, og som afgiver et signal, når den kommer i kontakt med fugt. De første par nætter måtte Carin eller hendes mand vække deres søn, da enuresisalarmen gik. De fulgte ham op, så han kunne tisse klar og derefter nye pyjamas og videre med alarmen. Men efter knap en uge begyndte han selv at vågne op af enuresisalarmen.

- Nok var vi nødt til at skifte bukser, men det fikser han selv nu. Og så en morgen, efter endnu en uge, var han pludselig tør, da han vågnede. Næste nat gik også godt. Efter alle årene med afbrudt nattesøvn måtte vi nu alle sove. Sengevædningsbehandlingen tog kun to uger. Jeg synes virkelig, det viser, at konditionering virker - at det er muligt at lære hjernen at vågne, før det er for sent.

For sikkerheds skyld brugte de sengevædningsalarmen i endnu en måned. Men der forblev stille i huset. Han var tør nu. For altid.

 

3 tips fra Carin

  1. Skyld ikke barnet
  2. Behandl med sengevædningsalarm
  3. Belønning / opmuntring til barnet i forbindelse med alarmbehandlingen

Behandling med enurese alarm

Ordet enuresis (latin) betyder sengevædning, derfor kaldes sengevædningsalarmer også enuresisalarmer. I daglig tale bruges udtrykket sengevædningsalarm ofte.

Sengevådealarm er en almindelig og ukontroversiel metode til behandling af sengefugtning og består af en alarmdel og en fugtfølsom sensordel. Alarmen udløses, når de første dråber urin når sensoren, som direkte sender et signal til alarmdelen, og lærer barnet til sidst at vågne, inden det bliver vådt i sengen. Metoden er baseret på klassisk konditionering, hvilket betyder, at barnet gennem forening lærer at forbinde alarmlyden med et toiletbesøg. Det er vigtigt, at en voksen forælder eller pårørende er tilgængelig i begyndelsen af ​​behandlingen og sikrer, at barnet vågner og går på toilettet, når sengevædningsalarmen går. Nogle børn sover meget tungt og vågner derfor ikke ved alarmsignalet i starten af ​​behandlingen. Efter vellykket behandling har tilstanden ført til, at barnet selv vågner barnet og går på toilettet, før enuresisalarmen aktiveres. Normalt er der en gradvis reduktion af kys i sengen, før barnet bliver helt tørt. Den gradvist reducerede mængde kys skal helst logges på et ugentligt diagram for at følge barnets fremskridt under behandlingen. I første omgang kan barnet have brug for forældrehjælp til at vågne. Behandlingen, der ikke har nogen bivirkninger, har en god chance for succes, men kan samtidig kræve noget arbejde fra familien. I tilfælde af tilbagefald, hvilket ikke er helt ualmindeligt, påbegyndes en ny behandling. Hvert barn er unikt, og den behandlingsmetode, der passer til dit barn, besluttes bedst i samråd med din læge, uroterapeut eller enuresis sygeplejerske.